MED ANNE ROSING METODEN tager vi udgangspunkt i krop og psyke som afsæt for stemmen. Både begyndere, øvede og professionelle sangere kan have glæde af metoden.
Helt konkret arbejder vi med at afspænde, smidiggøre og opbygge de muskler i kroppen, som vi bruger, når vi skal synge.
VI OPBYGGER DEN SÅKALDTE SANGERKROP – med kontakt til en bred dyb ryg, bækken og lænd og til de nederste mavemuskler. Derved åbner og løfter brystkassen sig spontant, nakke og hals bliver fri og kroppens muskler kan arbejde i balance med hinanden. Stemmen får de bedste arbejdsbetingelser, og du oplever, at det bliver lettere at synge.
VI AFSPÆNDER RYG- OG NAKKEMUSKLER SAMT PSOAS - den dybe rygmuskel som afbalancerer vores krop rent holdningsmæssigt. Man kalder den også sjælens muskel, da den er opholdssted for mange hengemte følelser.
VI SUPPLERER MED MASSAGE/AKUTRYK på meridianbanerne for at berolige nervesystemet og sætte gang i lymfesystemet. En massage du selv kan udføre efter behov.
SÆRLIGT FOKUS har vi på maveområdet med det såkaldte terapeutiske åndedræt - det dybe åndedræt, som også har forbindelse til psoasmusklen.
DET DYBE ÅNDEDRÆT har stor betydning for stemmen. Det hjælper til at afspænde og afbalancere både kroppens meridianbaner, psoasmusklen og diafragma - samt den livsvigtige vagusnerve. Det er den 10. kranienerve, som løber gennem vitale organer som lunger og hjerte og har direkte forbindelse til struben.
ET AFSPÆNDT MAVEOMRÅDE skaber derfor gennemstrømning til vitale organer som nyrer og fordøjelsessystem, til øverste del af ryggen, dit hjerte, dine lunger og til din stemme.
Manglende kontakt til det dybe åndedræt, altså at vi trækker vejret overfladisk, kan skyldes mange ting, men er i høj grad stressrelateret, og en direkte følge af, at vi i vor del af verden er rigtig meget i hovedet og meget lidt i kroppen.
Der kan sidde megen fastlåst energi i maveområdet, diafragma og psoas, hvilket forårsager spændinger i bl.a. brystkasse, ryg, nakke og hals.